Rågeregulering med TMHE

Råger kan mange steder give anledning til gener – støj, tilsmudsning og skader på afgrøder og beplantning. Derfor er der mulighed for at deltage i rågeregulering, hvor jægere hjælper med at holde bestanden nede i udvalgte områder.

TMHE jagtforening kan tilbyde rågeregulering igennem Aarhus Kommune og har samtidig et lokalt samarbejde med Hårup Skole og lokale ejendomme som ønsker af få reguleret. Når du er medlem af TMHE Jagtforening og rågereguleringssæsonen går ind vil der både ligge information her på hjemmesiden og der vil blive rundtsendt mail til medlemmer omkring tilmelding.

Når du tilmelder dig rågereguleringen i TMHE Jagtforening, har du mulighed for at regulere råger på de områder, som jagtforeningen råder over. Det drejer sig primært om Hårup Skole, men også lokale ejendomme i nærheden.

Der indkaldes til informationsmøde hvert år inden sæsonstart på parkeringspladsen ved Hårup Hallen, Salonikivej 12, Hårup, 8530 Hjortshøj. Her gennemgår vi reglerne for reguleringen i henhold til tilladelsen samt aftalerne med skolen og lodsejerne.

På mødet bliver man også tilmeldt Messenger-gruppen, hvor al kommunikation foregår. Der skal medbringes gyldigt jagttegn samt riffeltilladelse til det eller de våben, der ønskes anvendt til reguleringen.

Mødet er obligatorisk, medmindre du tidligere har deltaget i rågeregulering i TMHE Jagtforening.
Når du tilmelder dig rågereguleringen ved Aarhus Kommune, bliver du tildelt et konkret område i kommunen, hvor du kan udføre reguleringen. Det giver dig mulighed for at bidrage aktivt til at begrænse rågeproblemerne lokalt, samtidig med at du får en meningsfuld jagtoplevelse. Antal nedlagte rågeunger indrapporteres lige efter sæsonafslutning.

For at kunne deltage i rågereguleringen i Aarhus Kommune skal du:
  • Have bopæl i Aarhus Kommune
  • Være medlem af en aarhusiansk jagtforening
  • Have gyldigt jagttegn

Fakta om rågeregulering

  • Rågen er fredet i Danmark – der er ikke almindelig jagttid på arten
  • Regulering kræver særlig tilladelse, da bestanden ellers kan give gener som støj, svineri og skader på afgrøder og problemer opstår typisk, når kolonierne bliver for store.
  • Reguleringen foregår typisk i to perioder: inden redebygning og æglægning i det tidlige forår, samt af rågeunger uden for reden i perioden 1. maj – 15. juni.
  • Der stilles krav om gyldigt jagttegn for at deltage.
  • Reguleringen udføres normalt med salonriffel eller haglgevær, afhængigt af terræn og tilladelse.